Lee West
Jeg har været leder, chefredaktør, journalist, underviser – endda murer, store manager, fotolaborant, skuespiller og musiker. Hver rolle har været et forsøg på at få brikkerne i mit indre puslespil til at passe sammen.
Med A-typisk vil jeg gerne hjælpe mennesker med at navigere i deres (eller andres) liv og kompleksitet. Uden at de skal spilde år på usikkerhed, tvivl, myter eller uvidenhed.
Et liv med konstant søgen efter forståelse har ført mig til både Asien og resten af Europa, hvor jeg boede og arbejdede i en årrække. De sidste syv år har jeg fået en smagsprøve på den amerikanske tankegang gennem mit arbejde som nordisk og international redaktør hos Apple.
Jeg lærte tidligt i mit liv at maskere. Så godt, at min krop til sidst var ved at lukke ned – fysisk og mentalt. Over halvdelen af mit liv var præget af stress og sansemæssige overbelastninger, uden at jeg helt forstod hvorfor.
I 20 år forsøgte jeg at finde ud af, hvorfor min krop sagde fra: maveproblemer, rygsmerter, udmattelse. Det undrede mig også, hvorfor jeg havde diplom fra Mensa, kunne lande fantastiske jobs, men sjældent blev forfremmet.
Jeg ved nu, hvorfor smalltalk føles, som om min hjerne smelter. Hvorfor jeg elsker mennesker – men også har brug for at være alene. Hvorfor jeg altid har følt mig anderledes, men ikke helt vidste hvad årsagen var. Hvorfor jeg var en fantastisk problemløser og evnede at skabe klarhed i selv de mest komplekse emner.
Diagnosen misofoni havde jeg allerede. En mistanke om autisme lurede i baghovedet. Men jeg klarede mig jo for godt til, at 'noget var galt’. Det sagde de jo alle sammen.
Da jeg fik en ADHD-diagnose, var det en overraskelse. Min psykiater konstarede, at jeg faktisk havde rygende ADHD og virkelig måtte være på overarbejde for at kompensere. ASD-diagnosen et år senere var mere forventet - for mig.
Ingen i min familie eller omgangskreds undrede sig dog.
Jeg troede, jeg havde narret verden. Men det var kun mig selv, jeg havde narret, mens min krop desperat forsøgte at forklare det, som mit hovede var for klogt til at lytte til.
I dag hjælper jeg andre med at få den klarhed, jeg selv brugte årtier på at finde. Jeg elsker at gøre kompleks viden tilgængelig og underholdende for alle.
Uanset om du bare er dig eller del af en virksomhed, så håber jeg, vi mødes en dag.
This site was created with the Nicepage